tirsdag den 7. maj 2013

Babysprog

Nu er Anouk snart 18 måneder og jeg synes det ville være en god ide at holde øje med, hvad hun kan på dette tidspunkt. Folk fortæller mig jo, at det går stærkt! Så nu forsøger jeg lige at fastholde hendes skønne 18-måneder gamle selv.

Ord hun bruger regelmæssigt er:
Hej-hej!(det absolut mest brugte ord), mor, pa (papa), mad, av, mad-mad (tak for mad), ballon, bold, hue, dér, kiks, fisk, min, nej (ofte brugt!), ja, mer, bog, hund, gyng-gang, bam (bamse), pude, fal' (når noget falder), bum, da-a-den (dér var den!), sådan, så, hov! (når hun gør noget hun ikke må:-))
Desuden kan hun sige som en hest, en and, en ko, en ugle og et får. Især fåret er et hit, fordi den er med i en af yndlingssangene "Mæh si'r det lille lam".  Hun vil virkelig gerne synge, men hun er ikke helt nået dertil. Til gengæld kan hun alle fagterne til Lille Peter Edderkop og Mester Jakob og vil gerne synge dem igen og igen.

Hun er så småt begyndt at sætte to ord sammen - mest er det i forbindelse med "nej" - f.eks. nej mor! nej mad!

Anouk elsker stadig bøger, især dem med sange til og klapper i, hvor der er en lille overraskelse. Ellers er der ikke nogle grænser for, hvad hun gerne med lege med og hvad hun tør. Hun er en lille vildbasse med faste holdninger til, hvad hun vil!