Billeder fra den første uge

Anouks fødselsdag

Endelig kom dagen, hvor den lille Anouk Anine Brygger besluttede sig for at ankomme til verden. Hun var dog lang tid undervejs, - 40 timer ca. Veerne startede onsdag kl. 2 og var milde og uregelmæssige et døgns tid. Torsdag kl 3 besluttede vi os for at tage på hospitalet, da veerne endelig var ved at bide og var nogenlunde regelmæssige. På Hvidovre hospital blev vi modtaget af en sød jordemoder, som undersøgte mig og den lille pige. Jeg var 3 cm åben og derfor på grænsen til at være i aktiv fødsel (ja tak, efter et døgn!). Mens der blev kørt strimmel gik mit vand, og vi blev derfor sendt ud at gå en times tid. Og det tog vitterligt en time at gå fra fødegangen til parkeringen og tilbage igen. Veerne kom nu med 2 minutters mellemrum og var virkelig stærke, det var lidt (ret) hårdt, men jeg havde et bad og lattergas at se frem til, så det hjalp på optimismen. Efter bad kom jeg på en fødestue, hvor en anden sød jordemoder undersøgte mig. Hun kunne mærke at Anouk ikke lå som hun skulle, hun var stjernekigger og havde ikke trukket hagen til sig, derfor var hun ikke gledet langt nok ned. Det betød at jeg skulle ligge i knæ-albueleje og håbe på hun vendte sig om. Lattergassen var ikke skruet højt nok op, eller også brugte jeg den ikke ordenligt, under alle omstændigheder var det en meget lang time jeg lå der. Da jordemoderen kom tilbage og konstaterede, at der ikke var sket noget siden sidst, kunne jeg mærke, at jeg skulle bruge flere kræfter end jeg havde tilbage og bad derfor om en epiduralblokade. Selvom det var midt i vagtskiftet (kl 7) var lægen og jordemoderen hurtigt på plads med medicinen, igen kan jeg slet ikke klage over serviceniveauet, jeg tror endda jeg fik takket anæstesilægen for at redde mit liv;-) Under alle omstændigheder kunne jeg nu koncentrere mig om hende det hele handlede om, hvilket fik mig til at slappe af. Hendes hjertelyd var på et tidspunkt mistænkelig og derfor blev der sat en elektrode på hendes hoved, så de bedre kunne holde øje med hende.
Selvom epiduralen fik mig til at slappe af, fik den også veerne til at slappe af, og de måtte give mig ve-drop. Og så lå jeg ellers en hel vagt (7-15) og vendte mig fra siden til knæ-albue, mens den søde jordemoder og fantastiske William støttede og trøstede mig, mens veerne langsomt kom tilbage. Kl 15 var jeg ca. 7-8 cm åben, det gik simpelthen så langsomt så langsomt. De sidste timer inden kl 18 var jeg dybt afhængig af den (nu helt skruet op) lattergas for at komme igennem veerne. Da afdelingsjordemoderen for tredje gang havde konstateret at nej, hun havde ikke vendt sig om, heller ikke selvom jeg havde åbnet mig helt, så tilkaldte de en læge, som foreslog, at de tog hende ud ved kejsersnit. Jeg græd af lettelse (det gjorde vi begge to), for jeg vidste ærligt talt ikke, hvor jeg skulle få kræfterne til at presse hende ud med fra.
Inden operationen fortalte de mig, at de ville være to hold på mig: Et fødselshold, som ville forløse min datter og et gynækologisk hold, som derefter ville finde den cyste i underlivet, som jeg tidligere i graviditeten fik konstateret ufarlig. De ville tage den ud og sende den til undersøgelse for en sikkerheds skyld.
Jeg blev gjort klar, bedøvet via min epidural, så jeg var vågen og kunne følge med i begivenhedernes gang. Det var en meget mærkelig omgang at mærke lægerne presse hende ud af mig gennem maven (de gør noget ved livmoderen for at efterligne den normale fødsels presseveer, således at babyen trækker vejret ordenligt), men da jeg hørte hendes gråd og sygeplejersken fortælle mig, hvor perfekt hun var, så var resten ligesom ligegyldigt og jeg var bare så lykkelig. De undersøgte hendes reflekser, målte og vejede hende (3590 gram og 53 cm), William fik hende i armene og kunne gå ned til mig, hvor jeg kunne se hende. I kan selv se, hvad jeg så nedenunder. Et lille vidunder!
Det gynækologiske hold kom til og begyndte at skære lidt i det væv, som jo har gjort det så svært for mig at blive gravid, men det begyndte at bløde tilstrækkeligt til, at de hurtigt holdt op igen (jeg mistede vist 1,5 liter blod) og måtte lægge et dræn ind i venstre side af mit underliv og sy mig sammen.

Jeg blev sendt til opvågning og derefter barselsgangen, hvor jeg endelig kunne tage hende i mine arme og hun fik lov at amme. Det var historien om den 10. november 2011. Vi glemmer den aldrig.

Sidste mavebillede (forhåbenligt!)

Så oprandt dagen, som vi har ventet på i 9 måneder: Terminsdagen!! Desværre tror jeg ikke hende i maven er klar over, at det var i dag, hun skulle ankomme. Så indtil hun synes verden er klar til hende, så bærer jeg rundt på herligheden. Ved sidste jordemoderbesøg anslog jordemoderen hende til at veje 3200-3300 gram, og det er jo ligesom hendes mor, så det passer meget godt med de gode gener. Så ikke et ord om, at hun i virkeligheden vejer 15 ton, når jeg skal ud af sengen om natten en seks gange for at tisse.

Kom nu ud!!